Mesterlæren og transmissionslinjen

Tim Pallis

Den buddhistiske praksis er en mesterlære. Det rejser et spørgsmål om forholdet mellem mesteren og eleven, som i Østens verden med sine traditioner for ubetinget respekt, lydighed, hengivenhed og trofasthed til en lærer ikke volder de store problemer.

I Vestens mere individualistiske og kritiske verden stiller vi derimod spørgsmål til mesterens autoritet og ønsker på forhånd at vide, hvad forholdet til mesteren indebærer, før vi ubetinget tør følge hans vejledning.

Gennem nogle personlige oplevelser og læsning af forskellige bøger om dharmaen kan en interesse for at søge en vej ud af menneskelig uvidenhed, angst og lidelse måske en dag vækkes.

Den, der er kommet over på den anden side og blevet afklaret kan nu pege på en vej, som andre kan følge. Det er en mester. Hvad med Jesus? Hvad med Buddha? Hvem er der nu? Findes der i dag en mester, som har nået en sådan erkendelse, og hvor finder vi ham (hende)?

Når du er klar kommer mesteren, er der et ord der siger. En dag møder du en ven, som spørger, om du har lyst til at møde den eller den, som tilfældigvis er i byen i dag? Du kan spørge ham om alt, hvad du gerne vil vide om dharmaen og vejen! Du går med, måske med en tvivl, måske uden forventninger, måske med et nysgerrigt håb.

Du kommer ind i et lokale med mange mennesker. Der er en åndeløs stilhed, og alles øjne er rettet mod en lille, smuk, gammel mand, som sidder i en lænestol i den ene ende af rummet. Der er en prægnant stilhed tilstede, en levende fred, men også et sært potentiale for "strømforsyning".

Du har absolut ingen spørgsmål tilbage, det her er mere end rigeligt. Han har allerede besvaret dine spørgsmål blot med sin fremtoning, ved sin mangel på et selv. Du er ikke i tvivl, han er mesteren og vejen. Du aner det, han er slet ingenting og altfavnende på samme tid, en levende død, en drage der synger i en tør skov, som et zen ord siger.

En usædvanlig bevidsthedstilstand gennemstrømmer dit inderste. Måske kan du pludselig ikke opfatte klart længere, og nu kan du heller ikke se noget mere. Du betragter din krop, mens den forsvinder i et ubestemmeligt glinsende mørke. Du spærrer øjnene op, ser i retning af mesteren, og dér i det levende mørke ser du to lysende diamanter. Ser han ind i dig? Lidt efter lidt genvinder du din normale sanseopfattelse. Sig mig hvad var det, der skete?

Han er den ydre guru, som er der, for at du kan finde den indre guru. Han har noget, som de kalder pranahuti eller transmission af prana. Prana er sanskrit for det japanerne kalder ki, kineserne chi, jøderne ruac, grækerne pneuma og romerne spirit. Man kan oversætte det med energi, hvis man vil være lidt okkult, ånde hvis man kan nøjes med den mest fundamentale livsytring. Det er kristendommens hellige ånd, Guds ånde!

Mesterens meditationsmetode består i at transmittere eller overføre denne kraft, som renser og befrier, til eleven enten direkte fra mesteren selv eller via en anden person i hvem han har åbnet en kanal. Der er altså tale om, at nogen transmitterer noget til en anden i tid og rum.

Det kræver ingen speciel tro på, at det sker, fordi det på en eller anden meget tydelig måde kan mærkes af den, der modtager. Det sker hver gang man sidder overfor sin formidler, og til sidst sker det også, hver gang man selv mediterer alene.

Det er klart, at i et sådant meditationssystem udvikles en dyb hengivenhed og tillid til mesteren. Der bliver tale om en konstant ihukommelse af mesteren, som efter mange års praksis viser sig at være ingen anden end ens egentlige natur, ens eget sande væsen. Da det er hjertets vej kan man give ham alt, hvad man tænker og føler.

Det er ikke ens selv, som er glad, det er mesteren. Det er heller ikke en selv, som er trist, det er mesteren. På denne måde ophæves efterhånden tvedelingen mellem den ydre og den indre guru. Det er kun ens diskriminerende og fragmenterende intellekt, som adskiller virkeligheden i et selv og en omverden, en uoplyst og oplyst og en elev og mester.

Men mesteren er intet ikon eller idealbillede. Vi opfatter ham gerne som et perfekt og autentisk menneske, men glemmer at vor forestilling om fuldkommenhed er subjektiv og relativ. Han er heller ikke en lærer i traditionel forstand, for han kan ikke lære os, hvad han egentlig er, eller hvad vi egentlig er.

Mesteren er ganske enkelt slet ingen overhovedet, men samtidig også alt, og hvordan skal det nu forstås? Han er i virkeligheden slet ikke ens mester, men et menneske, som har mestret at blive til det, han egentlig er.

Hvordan kan man blive til det man egentlig er? Ved at blive absolut fri! Men hvad vil det sige? I zen siger man, at det menneske er absolut fri, som har erkendt, at "albuen ikke bøjer udad." Det lyder jo som en begrænsning, men så længe man ikke sandheden duer ens forståelse ikke.

Hvis mesteren kan lide hvidløg, betyder det ikke, at man så selv også bør kunne lide hvidløg. Det er vigtigt at være klar over, at vi ikke under nogen omstændigheder bør efterligne mesterens personlighed.

Han er en person ligesom du og jeg, et ganske almindeligt menneske, men dét er ikke hans virkelige væsen. Han er mester, fordi han ønsker, at du også skal kende dit egentlige væsen. Derfor skærer han lige igennem din personlighed og dit ego, og det kan gøre ondt, men det er for at hjælpe dig frem til en erkendelse af din sande identitet.

Derfor skal man ikke betragte mesteren med sine sociale og moralske briller og slet ikke med en socialkonstruktivistisk ideologi i bagagen, for det giver et uklart syn på, hvem man egentlig talt er.

Hvad man end mener om mesteren, er dette uden relevans for ens erkendelse, fordi disse indtryk er blot udsving betinget af ens egne projektioner. Mesterens egentlige natur er den samme som ens eget sande væsen.

Jeg besøgte i 1978 zen mesteren Katsuki Sekida i Kochi på øen Shikoku i Japan. Jeg ankom en sen aften efter at have hitch hiket hele dagen fra Kyoto.

Jeg besvarede hans spørgsmål om mine problemer og min søgen, så godt jeg kunne og sagde, at jeg ønskede at forstå bevidsthedens væsen. Han var ikke indstillet på at forklare mig noget psykologisk, eksistentielt eller filosofisk, men ville instruere mig grundigt i zazen, siddende meditation, den næste dags morgen.

Jeg vågnede tidligt om morgenen ved at mesteren og viceværten i ejendommen talte højlydt sammen i køkkenet. Jeg blev nysgerrig, gik derud og til min store overraskelse handlede det om, at mesteren havde tilkaldt viceværten, fordi han ikke kunne lukke op for gashanen i køkkenet for at koge vand til te.

Viceværten talte højt og forklarede mesteren, at den gashane, han prøvede at dreje på, var låst, fordi der ikke var nogen gasslange til gasapparatet fra den. Det eneste han skulle gøre var at åbne for gassen fra gashanen ved siden af, som havde en slange til apparatet.

Jeg blev nok så overrasket over på så kontant vis at få gennemhullet min illusion om mesterens menneskelige fuldkommenhed. Det at være opmærksom på dagliglivets enkle hændelser er så fundamentalt for zen, at jeg havde svært ved at forstå mesterens tilsyneladende manglende opmærksomhed ved iagttagelsen af gashanen.

Men den 85 år gamle zen mester sagde blot til mig, at han sjældent havde været i et køkken i sit liv, da det jo var hans kones job. Den forklaring gjorde bestemt ikke sagen bedre. Jeg troede jo på de moderne lighedstanker om, at kvindens plads ikke nødvendigvis burde være i køkkenet, mens manden frit kan beskæftige sig med, hvad der foregår i elfenbenstårnet.

Det jeg lærte heraf var, at vor forestilling om det at være vågnet op må revideres. Vækkelsens natur er ikke et statisk fænomen, som én gang for alle fuldkommengør personen, som i og med sin opvågnen nu i al fremtid bør fungere autentisk og fejlfrit. Det er noget vrøvl. Det er for øvrigt dualistisk og ret uvæsentligt at skelne mellem en vågen og en ikke vågnet person.

Det er vigtigere at forstå, hvor dyrebar livet og bevidstheden er. Ordet "oplyst" en meget dårlig oversættelse af sanskrit ordet bodhi, som betegner det at være vågnet eller "oplyst", som vi almindeligvis kalder det. Man er vågnet af sin dualistiske slummer, vågnet af sin uvidenhed, som blandt andet opdeler mennesker i oplyste og uoplyste, mestre og elever osv.

Den såkaldte opvågning er blot en erkendelse af, hvad bevidsthedens væsen er. Det er en direkte sansning uden formidling eller mellemkomst af noget andet end den umiddelbare sansning. Dette er for så vidt ikke noget i sig selv, men blot begyndelsen til at aktualisere bevidsthedens udelelige væsen i hverdagslivet.

Det er selvfølgelig også løsningen på ens eksistentielle dilemma og en løsning på ens identitets- og omverdensproblem. Men det er ikke en absolut tilstand, som kun kan opnås af store sjæle, som derved får en guddommelig status. Det er erkendelsen af dét, alle levende væsner er, en erkendelse, som kan give os et godt liv, hvis vi aktualiserer den i praksis.

I zen buddhismen taler man om en særlig transmission udenfor ord og begreber, som er en "direkte pegen på bevidsthedens væsen for at se sin egentlige natur og blive en buddha".

Men spørger man zen mesteren, hvem der transmitterer hvad til hvem, får man at vide, at der ikke overføres noget fra den ene til den anden i tid og rum. Der er ingen, der sender, og ingen der modtager. Bevidstheden transmitterer bevidstheden til bevidstheden med bevidstheden.

Man finder også udtryk som at transmittere det, som ikke kan transmitteres eller, at der er en dharma, som ikke er transmitteret af buddhaerne og patriarkerne. I zen traditionen skal man således ikke forvente nogen overlevering, hverken mundtligt eller spirituelt, fra mesteren.

Han overfører ikke sin indsigt eller en særlig spirituel kraft eller energi til eleven. Han kan derimod udpege målet for dig, men spørgsmålet er, om du kan se det? Hvis du ikke kan se det, er din opgave at realisere det.

Transmissionen er ganske vist en formidling af den sande dharma fra mesteren til eleven, men mesteren kan kun med sine pædagogiske evner pege i den retning, du bør søge og den praksis du bør følge.

Et Zen ord siger, at eleven skal undgå at antage fingeren, som peger på månen, for månen selv. Alle mesterens ord udpeger målet, men disse ord er ikke selve målet. Hvad er det, der udpeges igen og igen?

Eleven må selv erkende sandheden, han må selv i dette liv komme frem til den ultimative forståelse af, hvad der er bevidsthedens væsen, og hvordan bevidstheden fungerer i dette liv. Mesteren er blot en åndelig jordemoder, som kan hjælpe med til fødslen af denne indsigt. Han kan på ingen måde overdrage sin egen erkendelse til eleven. Eleven må selv gå hele vejen, træne og praktisere og bruge mesteren på mesterlærens vej som rådgiver i vanskelige for ikke at sige umulige situationer.

Alligevel er transmissions linjen eller formidlings linjen lige så vigtig i zen traditionen, som i den tibetanske buddhisme. Transmissionen i zen er en formidling af den sande dharma fra mester til elev.

Men denne transmission er ikke en overførsel eller overlevering af noget på samme måde, som man i fysikken kan tale om en overførsel af en bevægelse eller kraft, eller i litteraturen kan tale om en skriftlig eller mundtlig overlevering.

Det er derimod en modtagning af en erkendelse af, hvad der er alle tings egentlige væsen, nemlig buddhanaturen. Det er også en fortsættelse af en forståelse af, hvad der er menneskets virkelige identitet fra én spirituel generation til den næste, men ikke i en sådan forstand at mesteren transmitterer en spirituel kraft.

Det der sker er, at eleven, foranlediget af den vejledning og praksis han har fulgt, en skønne dag forstår, hvad der er hans egentlige natur. Den dag han ikke længere er i mindste tvivl om, hvad det virkelig er, bekræfter mesteren måske, at han har forstået det, måske ikke!

Det er naturligvis det alle elever drømmer om, og det er også det, der netop gør dem til elever - håbet om en verifikation af deres indsigt. Ingen elev kan sige sig fri for at være på et spirituelt egotrip, skønt det klart og tydeligt står i Hjerte sutraen, at der intet er at opnå.

Denne bekræftelse fra mesteren kan i visse særlige tilfælde blive til dét zen traditionen kalder inka shomei. Ideelt set betyder inka shomei den fulde akkreditering af eleven som ny lærer og formidler af transmissions linjens dharma.

Inka shomei gives kun til den, som har et særligt pædagogisk talent til at vejlede andre og evnen til at lede andre, fordi det drejer sig om, at han i fremtiden skal arbejde for alle levende væsners befrielse.

Det er altså ikke blot en legitimering af elevens korrekte erkendelse af alle tings egentlige natur, men en fuldmagt og autorisation til at arbejde i dharmaens tjeneste. Det kaldes at dreje lærens hjul.

Derfor er det blevet sagt, at det ideelt set ikke er nok, at eleven har fuldført sin træning til mesterens tilfredsstillelse, og det vil i praksis sige, at han f.eks. har brugt 25 år af sit liv til at gennemføre Rinzai Zen's kōan curriculum i sin træning. Det er også påkrævet, at eleven overgår mesteren med hensyn til dybden af sin erkendelse for ikke at svække dharmaens videreførelse i fremtiden.

Det siges nemlig, at mesterens lære vil gå i forfald i de næste generationer, dersom eleven blot er lig mesteren med hensyn til sin indsigt og aktualisering. Det betyder også, at inka shomei ikke bør betragtes som en afslutning på elevens træning, men netop begyndelsen til en træning og praksis, som aldrig ophører.

Virkeligheden er lidt anderledes end dette idealbillede. Ligesom titlen roshi (den gamle) tildeles efter forskellige kriterier i de forskellige transmissions linier, giver man også et inka shomei på baggrund af forskellige kvalifikationer.

Det er mesterens afgørelse om eleven skal have inka shomei eller ej. Og det er ikke så sjældent set, at det er blevet givet til én, som ikke engang har den erkendelse, der kaldes satori eller oplysning.

Således mente den japanske Sōtō zen mester Manzan Dohaku (1636-1714) at den formelle transmission skulle være gyldig, hvad enten man er oplyst eller ej. Man kan derfor sige at inka systemet er det institutionaliserede kriterium for at afklare transmissions linjens videreførelse. På denne baggrund er det også klart, at der er store problemer i forbindelse med videregivelse af den sande dharma fra den ene generation til den næste.

Det første zen munkene i et japansk kloster reciterer klokken 4 om morgenen, når de mødes for at recitere teksterne i buddhahallen, er transmissionslinjens navne. Det er navnene på alle de spirituelle arvtagere, som har videregivet den sande dharma fra Sakyamuni Buddha til og med den nuværende abbeds mester.

I den zen transmissionslinje, som hedder Sakyamuni-Bodhidharma-Rinzai-Hakuinlinjen drejer det sig om 27 indiske dharma mestre, 27 kinesiske og 28 japanske mestre. Det giver en transmissionslinje på 82 navngivne mestre over ca. 2500 år.

Skønt denne åndelige arvefølge er institutionaliseret, er det klart, at den er en legende. De første forsøg på at legitimere en autentisk dharma transmission fandt sted i Tang dynastiet (618-907) og den første systematiske rekonstruktion bagud til Sakyamuni fandt sted i Sung dynastiet (960-1127).

Begrundelsen herfor skal nok søges i, at det kinesiske samfund altid har været stærkt slægts- og familieorienteret, og at munkelivet også havde behov for en slægtslinje. Betydningen af hver morgen i klostret at recitere den spirituelle slægtslinje skal tages meget alvorligt, fordi fornemmelsen af at tilhøre en åndelig slægt, som går 2500 år tilbage i tiden, måske er en sublimering af behovet for et familieslægtskab i et ellers barnløst klostersamfund.

Men der er også andre faktorer i spil som f.eks. videreførelsen af klostrets administration, økonomi og politiske magtstruktur, som spiller en afgørende rolle i fastholdelsen af transmissionslinjens myte.

De buddhistiske templer blev således ofte opført med den begrundelse at beskytte staten, og selve ideen om transmissionslinjen er naturligvis taget fra den kejserlige tronfølge.

Det har også haft betydning, at buddhismen under et folkeligt pres langsomt degenererede til også at omfatte begravelsesritualer og forfædre dyrkelse. Til sidst, men ikke mindst, spiller det også en rolle, at dharma mestrene som linjeholdere blev opfattet som Sakyamuni Buddhas stedfortrædere.

Gennem hele historien har dette ført til talløse sekteriske stridigheder. Mest kendt er vel nok den strid, som den kinesiske zen mester Shenhui (670-762) startede for at få titlen som den 7. patriark i Bodhidharmas linje efter den berømte 6. patriark Huineng (638-713).

Det medførte sekteriske stridigheder i århundreder fremover mellem Shenhui's sydlige skole og den nordlige skole. Metoden var, at Shenhui skaffede store penge til statens militære formål ved at sælge ordinations certifikater under statssponsorerede ceremonier, sådan!

I den nyeste buddhistiske forskning har det vist sig, at transmissionslinsen er en social konstruktion. Myten blev skabt og opretholdt med den hensigt at videreføre illusionen om en autentisk spirituel arvefølge.

Men den historiske virkelighed fortæller, at mange transmissions certifikater gennem historien er blevet foræret eller købt for at beskytte nogle særlige magt politiske interesser, som ikke har meget med dharmaen at gøre.

Japanske Rinzai præster har købt oplysnings certifikater for at kunne stige i graderne i stats sponsorerede stillinger. Vi kan selvfølgelig godt her i Vesten tage disse imaginære klæder på for at skjule Buddhas nøgne krop. Men spørgsmålet er, om det ikke snart er på tide, at vi gennemskuer illusionen om dette sekteriske dogme og vågner op til, hvad det virkelig drejer sig om.

Bør vi ikke i stedet hver især søge det i buddhismen, som går forud for alle tanker om en sekterisk overlevering fra mester til elev. Hvad er transmissionens væsen og hvordan fungerer den i mit daglige liv?

Forholdet mellem mesteren og eleven er til trods for alle disse problemer af vital betydning for zen træningens udvikling. Måske kan man sammenligne mesteren eller bevidsthedens væsen med det centrale punkt i en logaritmisk spiral, som på sin side kan sammenlignes med elevens vej mod målet.

Eleven kommer hver dag ind til mesteren i et personligt interview med et forslag om, hvordan hans kōan skal forstås og afvises igen og igen af mesteren. Dette finder sted dagligt i årevis, og hver gang elevens forståelse afvises, kan man sammenligne det med, at en bid af den logaritmiske spiral skæres af. Alt hvad eleven gør eller ikke gør hjælper ikke, hvad skal han gøre?

Gennem denne afdækning af lag på lag af hans eksistentielle dilemma kommer eleven nærmere og nærmere til det centrale punkt. Når den sidste stump af spiralen eller vejen afskæres, forsvinder den i punktet. Dette punkt er et punkt uden form og udstrækning, men det inddrager alle ting på samme måde, som et spejl afspejler det, der viser sig.

Det er kun et punkt for så vidt som, at det er en koncentration af opmærksomheden på opmærksomheden. Det minder snarere om en cirkel uden centrum og uden omkreds, et nul som ikke er forskellig fra livets mangfoldighed.

Denne situationstotalitet er netop transmissionens væsen. Alle ting transmitterer dharmaen til alle ting. Derfor forstår man pludseligt hvorfor det siges, at mesteren har tomme hænder.